Snorresgade 17-19, København

Nyt kontordomicil for Ældre Sagen

År
2016-2018
Bygherre
Ældre Sagen
Størrelse
8500 m2

Humanisme og autoritet mødes i Ældre Sagens nye kontordomicil. Over Byen Arkitekter hjalp organisationen gennem hele processen med at finde nye lokaler, der endte på Islands Brygge i en gammel industriejendom fra 1960’erne.

Efter 15 år i deres tidligere domicil i Nørregade var Ældre Sagen nu vokset så meget, at der var behov for nye rammer. Over Byen Arkitekter hjalp Danmarks største medlemsbårne organisation gennem hele processen, som endte i et gammelt industrihus fra 1962 i Snorresgade 17-19 på Islands Brygge.

Vi udarbejdede skitser, faciliterede workshops med medarbejderne, myndighedsprojekt, kalkulation og beskrivelse af udbud til totalentreprise. I forbindelse med udførelsen fungerede vi som rådgiver for bygherren, og vi medvirkede i selve afleveringen. Resultatet blev en gennemgribende omdannelse af bygningen, som nu udstråler både humanisme og autoritet.

I et nært samarbejde med Ældre Sagen blev hele bygningen omdannet til et moderne kontordomicil med en meget udadvendt funktion. For eksempel er 1. salen indrettet med en campus med plads til 450 mennesker. De øvrige etager er indrettet med kantine, kontorarbejdspladser og mødelokaler. Etagerne er grundlæggende indrettet med en central kerne i midten, som indeholder lounges, the-køkkener, mødelokaler og telefonbokse. Langs facaderne er arbejdspladser placeret i både åbent rum og som enkelte cellekontorer. Endelig er der etableret en ny tagterrasse i forbindelse med kantinen.

Den markante gulstensfacade mod Snorresgade med de karakteristiske vandrette bånd blev brudt i fire karnaplignende dobbelthøje glaspartier. De skaber indvendigt en direkte forbindelse mellem etagerne, og udvendigt skaber karnapperne en dynamik, som Ældre Sagen aktivt kan anvende f.eks. i kampagner.