Nyhed

11. september 2025

Rigide regler spænder ben for transformation

Levins Gård. Over Byen Arkitekter. Havnegade. Indre by. Restaurering. Stuk.

Martin A. Dahlerup, partner i Over Byen, medvirker i en artikel fra Danske Arkitektvirksomheder om, hvordan ufleksible regler i bygningsreglementet for transformationsprojekter umuliggør projekter. Han kommer med idéer til, hvordan et nyt bygningsreglement kan udformes for at gøre det lettere at transformere frem for at nedrive og bygge nyt.

Social- og Boligstyrelsens igangværende arbejde med at revidere det gældende bygningsreglement, BR18, skal blandt andet bane vej for, i langt større skala, at fremme muligheder for renovering og transformation af eksisterende bygninger til andre anvendelsesformål. Foreningen Danske Arkitektvirksomheder fremsætter og synliggør i en artikelserie med fire forskellige interessenter helt konkrete og konstruktive løsningsforslag for at sikre, at det kommende bygningsreglement kommer til at understøtte et byggeri, hvor bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet følges ad og flugter med virkeligheden.

Brug for et nyt sprog
I en af de fire artikler er det arkitekt, byggeøkonom og partner i Over Byen Martin A. Dahlerup, der har ordet. Han siger blandt andet:

”Sproget for nybyggeri præger det nuværende bygningsreglement, men vi har brug for et nyt, fælles sprog for at italesætte kvaliteterne i det eksisterende byggeri – og dermed fremme rammevilkårene for transformationsdelen, hvor bedre muligheder for især ombygning fra erhverv til boliger er det langt største og vigtigste område.”

Umuliggjort byggeri
Artiklen tager udgangspunkt i et projekt i Københavns Sydhavn, hvor et 24.000 m2 projekt blev umuliggjort, blandt andet på grund af rigide regler i bygningsreglementet for især dagslyskrav, men også i forhold til krav til udefrakommende lyd. Det betyder, at det store projekt forventeligt må droppes. Martin pointerer blandt andet:

”Ved nybyggeri er den fysiske geometri mulig at tilpasse, når bygningsreglementet er givet. Ved transformation er den fysiske geometri givet, og bygningsreglementet skal være muligt at tilpasse.”

Transformation er en fælles dagsorden
Over Byen Arkitekter deltager – udover i artikler og den generelle debat – i flere netværksgrupper og arbejder på kryds og tværs af kommuner og andre tegnestuer for at sikre bedre rammer for transformation af ejendomme. Blandt andet sidder Arkitekt MAA Anders Grimm fra Over Byen med i netværket ”Transformation – en fællesdagsorden”, der blandet andet arbejder for at styrke dialogen mellem myndigheds-/byggesagsbehandling og tegnestuer.

Læs hele artiklen her
Læs mere om netværket ”Transformation – en fælles dagsorden” her