Nyhed
Oplev Over Byen på Building Green

Over Byen Arkitekter har sammen med Københavns Kommune modtaget støtte fra indsatsen ”Bevar Mere” til at udvikle et værktøj, der kortlægger processen for transformation til boliger, så det bliver mere attraktivt at vælge bevaring frem for nedrivning og nybyg. Nu fortæller vi om det på ”Building Green CPH” – Nordens største begivenhed om bæredygtighed i byggeriet.
Bevar Mere er en filantropisk indsats med et klart mål: At understøtte en holdnings- og praksisændring i Danmark, så transformation og ombygning af den eksisterende bygningsmasse bliver et reelt, attraktivt og kvalificeret alternativ til nybyggede boliger. Over Byens projekt under Bevar Mere kan du læse mere om her.
Hør om fremtidens boliger i nutidens bygninger
Sarah Lassen, Arkitekt MAA fra Over Byen Arkitekter, fortæller om vores projekt på Building Green CPH under overskriften “Bevar Mere: Fremtidens boliger i nutidens bygninger.”
Her præsenterer også 3XN og Arup deres projekter, der – ligesom vores – har modtaget støtte gennem indsatsen. Programmet beskriver det sådan:
Hvordan forvandler vi gamle kontorer og industribygninger til nye hjem og levende boligområder? Tre projekter deler erfaringer og idéer med fokus på potentialer, barrierer og veje til at skabe fremtidens boliger i nutidens bygninger. Alle projekter har fået støtte gennem indsatsen Bevar Mere, som Dreyers Fond, Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden og Realdania står bag.
Foredraget er onsdag den 29. oktober kl. 10.35 på ”Platform 2” på Building Green CPH i Lokomotivværkstedet i København.