Nyhed

28. april 2026

Penselstrøg fremfor ombygning

Levins Gård. Over Byen Arkitekter. Havnegade. Indre by. Restaurering. Stuk.
Foto: Martin Lehmann

Over Byen Arkitekter er fast rådgiver for J.P./Politikens Hus. Dette samarbejde har blandt andet medført, at et tidligere udskældt og ikke værdsat trapperum nu er blevet et samlingspunkt for huset, og at et nyt stort samtidsværk er flyttet ind.

Over Byen har siden 2023 været fast arkitektrådgiver for J.P./Politikens Hus, og en af de første opgaver, vi blev stillet, var at arbejde videre på hovedtrappen i bygningen på Rådhuspladsen i København. Trappen har gennem mange år været genstand for forskellige forslag om ombygning, fordi tiden var løbet fra den tidligere trappe.

Værdisætningsresultat pegede på bevaring

Vores værdisætning af trappen med fokus på kulturhistorie, arkitektur og bæredygtighed viste hurtigt, at vores tilgang til trappen var helt anderledes end, hvordan man tidligere havde anskuet projektet.

Trappen blev derfor indstillet til bevaring, og de tidligere ombygninger værdisat som en del af historien. I stedet foreslog vi en ny farvesætning, der fremhæver kvaliteterne og styrker JP/Politikens Hus’ særlige relation til samtidskunst.

Fra Statens Museum for Kunst til Rådhuspladsen

Sammen med J.P./Politikens Hus’ kunstudvalg har vi gennem et længere forløb været med til at kuratere et kunstprojekt sammen med kunstner Malene Landgreen. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Academy of Fine Arts i Budapest. Gennem årtier har hun markeret sig som en af de mest markante skikkelser inden for det abstrakte maleri og stedsspecifik kunst. Hun er repræsenteret i samlingerne på blandt andet Statens Museum for Kunst og ARoS og kendt for stedspecifikke værker i DR Byen og Rigshospitalet.

Malene er kendt for sin utrolige indlevelse i rum og sted og har både favnet stemningen, håndværket, rummet og historien i J.P/Politikens Hus. Den gamle trappe blev i sidste ende bevaret 1:1, blot blev gulvet poleret, og håndliste og værn malet sort.

Trapperummets fornyelse ligger dermed alene i bemalingen skabt af Malene Landgreen og i en ny skiltning og lyssætning, som Over Byen har stået for. Foruden at vi sammen har bevaret en kulturhistorie og tilført et stort nutidigt kunstprojekt, er der altså også tale om et meget bæredygtigt projekt, hvor ingen materialer blev smidt ud, og ganske få nye materialer skulle produceres og tilføres.