"Lad mig starte med at bemærke, at jeg ikke er arkitekt eller konstruktør, men laver hjemmeside og formidler arkitektur hos Over Byen Arkitekter. Så i mit arbejde møder jeg typisk bygningerne gennem ord og billeder. Jeg lærer dem at kende, som vi formidler dem på hjemmesiden og andre platforme – med nøje udvalgte vinkler og fotografier. Ofte står de helt nye og friske, endnu uden spor af levet liv og mennesker.
Nogle af de første billeder, jeg overhovedet arbejdede med hos Over Byen, var fra elevfløjen på Vitskøl Kloster. Det gamle kloster rummer nu TAMU-skolen (Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser) – en særlig skole for unge imellem 18 og 30 år, der forsøger at finde et ståsted i livet.
Jeg har netop set DR-dokumentaren ”Håbet i Himmerland”. Her følger dokumentaristen Marie Skovgaard en lille håndfuld af de ca. 45.000 unge mellem 15 og 24 år, der i Danmark står uden job eller uddannelse. Det gør hun på TAMU på Vitskøl Kloster, hvor hun får os helt, helt tæt på en lille række unge, der uddanner sig på skolen og bor i elevfløjen, som blev opført i 2019.
Bygningerne spiller ikke hovedrollen i dokumentaren, på ingen måde, men de karakteristiske røde træbygninger kiler sig flere gange ind i fortællingen. Især bliver den røde farve tydelig, når instruktøren giver os seere lidt ro på til at fordøje den til tider barske og hjerteskærende fortælling ved at vise os smukke billeder af skoven og bygningen i morgendis, i skumringen og regn. Bygningerne bliver i dokumentaren, som de sikkert også er for beboerne, en lille ventil, hvor man kan trække vejret.
Mine øjne drages i dokumentaren mod bygningens farver og materiale – man ser blandt andet, hvordan de røde værelsesdøre åbnes ud mod den sprudlende, grønne natur, som et blik ud på den verden, de unge skal gøres klar til. Flere af de unge fortæller, hvordan de ingen andre steder har at være, intet sted at vende hjem til, intet hjem i det hele taget – det her er deres hjem. Flere af dem hænger i med det yderste af neglene og frygter at skulle miste den tryghed de har, selvom den er på lånt tid, imens de er på skolen. Samtidig drømmer de om et job og om at slippe ud af den situation, de står i.
For mig opstod der i dokumentaren et lille stykke poesi. Flere af eleverne på skolen tager en ”malerlinje”, hvor en af opgaverne er at vedligeholde den røde elevfløj – de har derfor røde pletter fra bygningen på deres tøj. Pludselig har bygningen indtaget dem, som de har indtaget den. Man ser dem tøffe rundt i tekøkkenet, kysse på deres nye kærlighed og ryge i skumringen – alt sammen med de røde pletter på tøjet som en påmindelse om den livsændring, de er i gang med.
Dokumentaren ”Håbet i Himmerland” viser først og fremmest en række unges kamp for at finde et ståsted. Bygningen er bare en statist, men en statist, der udstråler ro og omsorg med sin røde varme og det omfavnede formsprog. Det var ekstremt spændende at få et unikt og virkelig følsomt indblik i, hvilke beboere en af de bygninger, jeg kun kender fra billeder, har fået. Og derfor er det Månedens Bygning."
