Nyhed

05. november 2026

Diamant på Sluseholmen

Levins Gård. Over Byen Arkitekter. Havnegade. Indre by. Restaurering. Stuk.

AL Sydbank Huset på Sluseholmen i København er netop blevet tildelt DGNB Diamant. Over Byen Arkitekter har været en stor del af projektet og arbejdet med DGNB-certificeringen.

DGNB er et anerkendt system til at vurdere og dokumentere bæredygtighed i byggeri og byområder ud fra miljømæssige, økonomiske og sociale kvaliteter. DGNB Diamant sætter særligt fokus på den arkitektoniske kvalitet i et bæredygtighedsperspektiv og tildeles DGNB-certificerede bygninger efter en evaluering af arkitekt-fagdommere.

Diamant, platin og hjerte på rette sted

Med tildelingen af DGNB Diamant anerkendes AL Sydbank Huset for sit høje arkitektoniske niveau. Samtidig har bygningen opnået både DGNB Platin og DGNB Hjerte – et resultat af en fælles ambition om at skabe et hus, hvor sociale, arkitektoniske og bæredygtige kvaliteter går hånd i hånd.

Dommerkomitéen beskriver blandt andet projektet således:

”Det er på forbilledlig vis lykkedes at skabe et indre byrum og ikke blot et prangende domicilatrium. Her er allerede et naturligt leben drevet af gennemtænkte funktionelle sammenhænge.”

”De spektakulære udkig mod omgivelser og den gode orientering generelt i bygningen er unik og skaber en særlig stedsforbunden identitet i bygningen.”

”De kvalitetsmæssige egenskaber som det ydre materialevalg signalerer, bidrager til kvalitetsløft af hele området.”

Samarbejde af høj karat

Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem AL Sydbank, Tekt Project, Over Byen Arkitekter og Kragh & Berglund. Fra de første overvejelser om lokalplanen til den færdige bygning og de indre rammer har ambitionen været den samme: at skabe en arbejdsplads med en stærk identitet, hvor arkitekturen understøtter fællesskab, trivsel og mødet mellem mennesker.

Vi er stolte af den anerkendelse, projektet har modtaget. Først og fremmest vil vi gerne takke bygherre AL Sydbank for de tårnhøje ambitioner, der har været med til at gøre projektet muligt. Og dernæst Rådet for Bæredygtigt Byggeri og dommerkomitéen – Vibeke Lydolph Lindblad, Mikkel Beedholm og Emma Hessner – for de flotte ord.

Og tak til alle samarbejdspartnere, der har været med til at omsætte visionerne til et hus, hvor arkitektur skaber værdi – for mennesker, for stedet og for byen.

Du kan læse meget mere om projektet her