
Tagbelægningen med røde vingetegl på de to nye bygninger skaber sammenhæng til klosterbygningens materialer, mens vi valgte træfacader og -konstruktion på de nye funktionsbygninger for at skabe et naturligt hierarki i forhold til den fine, kalkede klosterbygning.

Trækonstruktionen blotlægger bygningsprincipperne — detaljer og ornamentik skaber med lys og skygge levende facader.

Træværkets røde farve har reference til 'tørreladen' som bygningstype og underordner sig anlæggets hierarki.

Skovhuset med café og gårdbutik set fra den medicinske have, der er en del af det historiske anlæg. Til højre kan man skimte gartnerierne.

De store tagudhæng på begge bygninger skaber uderum til fællesskab i al slags vejr — her ved indgangen til café og gårdbutik. Den røde bænk er også et gennemgående element i de to nye bygninger. Skovhuset indeholder desuden et undervisningslokale.

Gangarealerne er orienteret mod den indre gård i den firlængede kostskole.

Materialer, døre og vinduer er enkle og i standardformater. Gardiner adskiller forskellige dele af fællesarealerne. Lamperne er genbrug, der har fået nyt indmad.

Der er 27 værelser i alt, hvoraf tre er dobbeltværelser. De enkelt disponerede værelser fremstår med synlige bygningsprincipper og laserende maling, der fremhæver materialernes karakter.

Værelserne henvender sig til det omkringliggende landskab – til skoven og ankomstpladsen, hvor gartnerierne, stakladen og Skovhuset med café og gårdbutik ligger. Værelserne har hver sin udendørs bænk.

Gårdbutik og café. Asfaltgulvet er slidstærkt — en type, der tidligere blev brugt i kostalde. Rummet går til kip, og spærkonstruktionen løber ud gennem facaden og danner underlag for det store tagudhæng af vingetegl, der byder velkommen. Eleverne passer butikken som en del af undervisningen.
Foto af Jens Markus Lindhe.
Projektet blev udført af Bertelsen & Scheving Arkitekter, inden de blev en del af Over Byen Arkitekter.