"Jeg har valgt vestindgangen i Sorø Klosterkirke som månedens detalje, fordi den meget præcist viser, hvilke dilemmaer der melder sig, når man står midt i en restaureringsproces. Der er ikke ét facit, ikke én løsning, alle er enige i, men et valg, der kræver både mod og omhu.
Projektet begyndte ikke med ønsket om en ny indgang, men ved behovet for at opdatere de moderne faciliteter inde i kirken. I arbejdet blev det hurtigt tydeligt, at indgangens placering var en del af problematikken. Og netop her førte arbejdet os tilbage i bygningens historie. Ved at flytte portalen tilbage til dér, hvor den oprindeligt havde været, kunne vi både løse en funktionel udfordring og genfinde en historisk logik i bygningen.
I murværket kan man stadig aflæse sporene. Vinduerne fra den oprindelige 1200-tals kirke blev i 1300-tallet forlænget, men blev igen under Chr. Hansens portal fra 1870’erne gjort mindre for at give plads til den nye indgang. Da vi tog portalen ned og rekonstruerede den oprindelige indgang i det vestlige sideskib, opstod spørgsmålet om, hvilken restaureringsholdning vi skulle anlægge. Hvad var det rigtige valg, når der allerede havde været så mange versioner af vinduerne? Skulle vi åbne dem op igen? Skulle vi lade sporene efter Chr. Hansens indgang stå?
De lange vinduer ville harmonere med den periode, vi førte indgangen tilbage til. Men der blev fundet 1300-tals murværk, som Nationalmuseet ikke ønskede ændret, og de indre rum var i mellemtiden blevet anderledes. Og netop dér bliver restaureringens dilemma tydeligt.
For hvad er det egentlig, man går tilbage til? Det er et spørgsmål, vi næsten altid står med. At restaurere betyder at genskabe – men i praksis er det meget sjældent muligt én til én. Bygningen har ændret sig gennem århundreder. Situationen har aldrig set præcis sådan ud før.
Vestindgangen er samtidig et sted, mange har et stærkt forhold til. Den opleves som et centralt punkt i kirken, og derfor vækker den også debat. Den portal, mange kender, var ikke særlig gammel i et historisk perspektiv – men det var den, mange havde knyttet deres minder og følelser til.
I arbejdet har vi haft historiske spor at læne os op ad: lysninger i murværket, tegninger, beskrivelser, fotos og malerier. Samtidig har vi været nødt til at tage nutidige vilkår alvorligt. Hver beslutning har konsekvenser – arkitektonisk og menneskeligt.
Hver gang vi arbejder med kulturarv, sætter vi vores eget spor. Det er et stort privilegium og kræver en vis portion ærefrygt. Det er ikke arkitektur, vi selv har skabt, men et værk formet af mennesker, der ikke længere er her. De kan ikke tage ordet. Det forpligter.
Restaurering begynder i nutiden, men løsningen på nutidens problemer findes ofte i bygningshistoriens forskellige lag. Når det lykkes, føles det næsten som at få noget forærende. Og det her projekt er for mig et meget tydeligt billede på den proces – og på den måde, vi i Over Byen arbejder med historisk arkitektur på. Derfor er vestindgangen til Sorø Klosterkirke Månedens detalje."
