8. feb — 2024

Forén vækstlagets viden og de store tegnestuers muskler

Ida Lindberg har i en artikel til Arkitektforeningen vendt sine og Over Byens holdninger til, hvordan branchen fremadrettet kan arbejde endnu bedre med eksisterende byggeri. Hun udtaler blandt andet:

“Når vækstlaget taler mest højlydt om bevaring, er det fordi, de kommer fra de årgange, hvor arkitektskolerne har haft et visionært fokus på netop det. Den mere tunge del af arkitektbranchen har forståeligt nok ikke omstillet sig endnu. Det skyldes blandt andet, at myndighedsbehandling, certificeringsordninger og bygningsreglementet stadig tager afsæt i nybyg.”

Også debatten om, hvad vi bevarer, berøres i artiklen, der blandt andet omtaler Slots- og Kulturstyrelsens anbefaling om, at kommunerne laver bevaringsplaner for deres bygninger helt frem til 1970 og måske endda til 1980. Men problemet er, ifølge Ida Lindberg, at retningslinjerne ikke er effektueret i kommunerne, og det får ikke kun konsekvenser for miljøet.

”I øjeblikket er vi i gang med at nedrive noget, vi måske om 20 år vil kalde for bygningsarv. Så det at få begrebet bygningsarv bredt ud – og nå en fælles forståelse af, hvad, der kvalificerer sig som bevaringsværdigt –er en vigtig debat”.

Hun runder af med at komme med en væsentlig pointe om at de store tegnesstuer skal igang med en omstilling til gavn for os alle:

“Det ville være fantastisk, hvis nogle af de store tegnestuer gik foran og omstillede sig til at arbejde med det eksisterende. For de store virksomheder har nogle helt andre muskler, end de små. De har erfaringerne med mange forskellige typer bygherrer og den kompleksitet, der ligger i de store projekter. Hvis man kobler dét med det nye syn på bæredygtighed og det eksisterende byggeri, som de yngre arkitekter kommer med, tror jeg, vi vil se nogle meget interessante projekter og få nogle meget interessante diskussioner om bevaring.”

Du kan læse artiklen i sin fulde længde her