Halskov Kirke

TRADITIONEL KOBBERTÆKNING

Istandsættelse af traditionelt kobbertag, samlinger og inddækninger samt af hovedkarnap med stort vinduesparti i træ og stål.

Adresse

Birkemosevej 20, 4220 Korsør

Bygherre

Halskov sogns menighedsråd

Færdiggjort

2025

Ydelser

Bygherrerådgivning / Bygningsundersøgelser / Udbudsprojekt / Tilsyn

Halskov Kirke er opført i 1968 efter tegning af arkitekt Holger Jensen (1918-2004), der i perioden 1952-1994 tegnede næsten 50 kirker – primært i Danmark men også i Grønland, europæiske nabolande og Japan. Arkitektens kirkelige projekter kendetegnes ved stor enkelhed og funktionel fleksibilitet, der let opfylder skiftende krav til et kirkeligt forsamlingshus.

Halskov Kirke er opført efter denne enkle filosofi: En kvadratisk kirkesal omgivet af menighedslokaler i røde tegl, med sorte vinduesrammer samt interiør og inventar af lyst fyrretræ. Hele bygningen dækkes af ensidige, kobbertækkede skråtage, som over kirkesalen brydes af en stor lysgivende karnap, flankeret af et slankt klokketårn.

I 2022-2025 har Over Byen Arkitekter sikret kirkens tage og vinduer mod indtrængende nedbør, der havde fundet vej ind i kirken.

TAG OG UTÆTHEDER
I flere år stod kobbertaget utæt i både oprindelig tækning og over nyere reparationer. De medfølgende skader spændte fra mindre fugtskjolder på lofterne til regulære vandansamlinger, der i flere lokaler også havde trukket spor over væggene.

Efter besigtigelse af tag og tagrum og en efterfølgende tilstandsvurdering, kunne det udelukkes at skaderne var forårsaget af kondens. I stedet kunne de tilskrives tagets fejlkonstruerede sternkanter samt uforsvarlige reparationer af kobberbeklædningen, der var sårbar overfor slagregn.

Ved den efterfølgende istandsættelse er der på hele kirken monteret en ny falset stern af blødt kobber, som effektivt lukker af for indtrængende vand, mens fejlkonstruerede reparationer i kobbertækningen er udskiftet med nye i korrekt udførsel. Kirkesalens store hovedkarnap har desuden fået udskiftet kobberinddækningen, som ligeledes var fejlkonstrueret. Den nye inddækning er tilført et slankere udtryk end den gamle, afstemt efter karnappen luftige udtryk.

Ved enkle indgreb og en målrettet indsats er kirken nu sikret med originale detaljer i mange år fremover. Halskov kirke er ikke gammel, men den repræsenterer en vigtig periode i dansk kirkebyggeri, som der også skal værnes om.