Kronik: Vi må alle lære at elske også de grimme bygninger

Det er bygninger, som er skabt til en tid og en økonomi, som har tjent et formål og taget de tæsk som tiden giver. Vores byer er vidnesbyrd om hvordan smag og forestillinger om det gode liv har bølget frem og tilbage. I disse år genelsker vi æstetikken fra den tidlige industri og 70’ernes villaer, men det er en hårdhændet kærlighed. Og rigtig meget bliver revet ned fordi det næsten er nemmest.

I modsætning til de fredede og bevaringsværdige bygninger, så er hverdagsarkitekturen ikke beskyttet og det er nemt for ejere, udviklere, arkitekter og ambitiøse byråd at drømme store tanker, der bare lige kræver en rask rydning.

Men vi står ved et vendepunkt. Danmarks grønne tænketank, CONCITO, har for nylig dokumenteret, at vi skal sænke vores forbrugsudledninger med ca. 80% hvis vi skal leve op til målsætningen om at holde den globale temperaturstigning på 1,5°. Det vil i høj grad påvirke den måde vi bor og bygger.

Ifølge CONCITO stammer 13% af vores forbrugsudledninger nemlig fra opførelsen og driften af vores bygninger. Internationale rapporter som IEAs rapport om byggebranchen viser, at byggeri står for helt op til 39% af den samlede udledning på verdensplan. Så der er ikke noget at sige til, at der er stor opmærksomhed på bæredygtighed på tværs af byggebranchen.

Bæredygtighed

De store ejendomsudviklere har strategier for bæredygtighed og arbejder seriøst med at sikre bedst mulige løsninger, med respekt for de formuer de forvalter; teglværker, cementfabrikker og vinduesproducenter arbejder målrettet med f.eks. genindvinding af CO2; og arkitektuddannelserne er begyndt at udklække kandidater, der sætter bæredygtighed højere end personlige, æstetiske visioner. Der er en helt ny æstetik på vej og der forskes, fables og forklares. Men det hænder også at der bortforklares.

Der er en del green-washing i byggeriets grønne omstilling. Og da arkitekter er kreative mennesker, kan den grønne vinkel også blive kreativ. Et sted beskrives nedrivning som ’geometrisk bevaring’. Et andet sted er nybyggeri grønt, fordi det er tæt på offentlig transport. Grundlæggende er der simpelthen ikke fuld enighed om hvilke ord vi skal bruge om det bæredygtige byggeri. Et godt eksempel er begrebet ’transformation’.

Transformation er kunsten at give bygninger nyt liv, ved at genanvende så meget som muligt af det eksisterende og tilpasse huse til nyt liv og ny anvendelse. Men hvor meget kan man transformere før man reelt bygger en helt ny bygning? Hvis en bygning strippes til sine ydermure, eller hvis en ikonisk farvesætning er det eneste der står tilbage af en bygning, er det så transformation?

Det er ikke kun en strid om ord, men også om hele arkitektfagets selvforståelse og fremtid.

Certificering

En anden form for kreativitet ses i forhold til certificering af byggeri. I takt med det øgede fokus på bæredygtighed, er der kommet flere metoder til beregning af CO2-udedning og til certificering af bygninger.

De mest benyttede former er DGNB-certificering, Svanemærkning, Den Frivillige Bæredygtighedsklasse og LCA, der beregner den samlede udledning i en bygnings opførelse og forventede levetid.

Metoderne udvikles løbende og det skaber sine egne udfordringer. For kort tid siden var guld den flotteste DGNB-certificering, men så kom platin og i dag er der også Planet, Diamant og Hjerte. Selv om udvalget af beregningsmetoder er lovlig stort, er beregningerne og certificeringerne enorm nyttige redskaber til at skabe sammenlignelighed mellem materialer, processer og konkrete byggerier.

Men som i al måling gælder det, at fokus flytter til det man måler på. Og en flot certificering er ikke nødvendigvis det samme som et godt erhvervslejemål eller en god ramme om det levede liv. Vi skal måle og veje og sammenligne på tværs, men der er også behov for et holistisk perspektiv og fornuft i arkitekturen.

Eksisterende bygninger

Hvis vi skal nedbringe CO2-udledning fra byggeri, så er der ingen vej udenom at fokusere på vores allerstørste ressource, nemlig de bygninger vi allerede har. Altså ikke kun de ikoniske og elskede bygninger, men også hverdagsarkitekturens parcelhuskvarterer, erhvervsejendomme og industribygninger.

Vi ser overordnet fire scenarier for fremtidens byggeri og arkitektur.

Scenarie 1, Fortætning

Det er stadig de store byer der vokser. Lige nu bor der ca. 650.000 i Københavns kommune, men det tal forventes at stige med ca. 100.000 frem mod 2050. Cirka samme procentvise stigning forventes i Aarhus, mens Silkeborg, Horsens og Skanderborg forventer endnu højere stigning. For at skabe plads til alle de nye indbyggere kigger flere byer på havneområder og udtjente industriområder. I København alene er der planer og projekter i Nordhavnen, Sydhavnen, Refshaleøen, Lynetteholmen, Carlsberg, Frederiksberg Hospital og Lærkesletten/Lossepladsvej.

Arealudvikling fører ofte til folkelig modstand.

Der kan ellers være mange gode grunde til at udvikle områder indenfor bygrænserne. Vi ved, at når vi bygger småt og tæt, så reducerer vi forbrugsudledningen dramatisk. Udstykning til villakvarterer længere fra centrum æder langt mere natur og giver langt større udledning. Forklaringen er simpel nok. Villaer har et forholdsmæssigt stort varmetab fra ydermur, og de kræver individuel kloakering, fjernvarme, fiber, el og endelig skal der laves kilometervis af asfalteret vej, så folk kan køre fra deres villa og ind til byen.

Vi skal bo mindre og tættere, men hvem siger at vi skal finde jomfrueligt land for at udvikle?

København og de større byer er allerede omgivet af vidtstrakte villakvarterer, hvor hver husstand i gennemsnit råder over 700 kvm grund og 151 kvm bolig. Hvis man kunne finde en intelligent måde at knytte villaer sammen, så kunne 10 huse på hver sin side af en villavej blive til 38 boliger med et lidt mindre areal… eller til 36 boliger og et fælleshus til gæstelejligheder, køkken, fester og opbevaring.

Hvis man tænker videre og udvider med en etage i træ, så kan 20 villaer bliver til 76 boliger. Eller til 38 boliger og en række store erhvervslejemål, der giver liv i dagtimerne og en betragtelig lejeindtægt.

Og der er masser af rum for fortætning i vores eksisterende byer. Befolkningstætheden på Frederiksberg er på 12.000 pr. km2 mens der bor 1.800 i Brøndby og bare 900 pr. km2 i Ishøj.

Det er selvsagt ikke en enkel løsning. Den vil det vil udfordre vores idé om villakvarteret og dets æstetik, og der vil kræve arkitektonisk innovation og store partnerskaber, der kan håndtere vision, økonomi og inddragelse. Men vi kunne jo starte med at transformere to villaer til 6 boliger, næste gang der er to villaer til salg ved siden af hinanden i Ishøj, Skanderborg, Horsens eller på Frederiksberg…

Scenarie 2, Lad os frede det hele

En anden systemisk tilgang er, i al sin enkelhed, at frede alle bygninger.

Det er nemt og billigt at fjerne en hel bygning. Indtil for nyligt skulle man bare anmode om en nedrivningstilladelse to uger inden bulldozeren ruller ind, og hele affæren kan klares for under 100.000 kr. Til sammenligning har flere kommuner et lille års sagsbehandling på ombygninger.

Men hvad nu hvis alt var fredet i udgangspunktet? Selvfølgelig skal en villa på Sdr. Allé i Grenaa ikke beskyttes på lige fod med Rosenborg, men vi kunne godt beskytter den ressource som vores eksisterende byggeri udgør bedre, og kun give tilladelse til nedrivning hvis der er tungtvejende grunde.

Sagen er nemlig, at selv med grundig affaldssortering så er der et stort ressourceforbrug forbundet med genbrug. Alene transporten af tonstunge byggematerialer giver en betragtelig udledning. Og meget af det vi bygger i dag, kan vi slet ikke genbruge.

Tag f.eks. mursten. Den danske tradition går helt tilbage til Kong Valdemar og til opførelsen af Dannevirke i 1160’erne. Dele af muren står endnu, mens mange af de sten som mangler er blevet stjålet og brugt til at bygge andre huse af. Mursten skal brændes ved høj varme, og de er dyre i CO2. Til gengæld holder utrolig længe og de kan genbruges…, hvis man kan vriste dem fri af hinanden.

På Valdemars tid og frem til for nylig brugte man en kalkbaseret mørtel. Kalkmørtel har svært ved at tørre om vinteren, og i dag bygger vi med cementbaseret mørtel som tørrer hurtigt og effektivt. Det er en åbenlys effektivisering af byggeriets processer, men den nye mørtel er så hård, at murstenene ikke kan vristes fra hinanden igen. Mursten der kan holde i hundredvis af år, er blevet singe use… og populært sagt er vi begyndt at lime legoklodserne sammen.

Genbrug er vejen frem, og vi skal åbenlyst høste materialer. Men den mest radikale form for genbrug ville jo være at genbruge de bygninger vi rent faktisk har og gøre det meget, meget sværere at få lov til at rive velfungerende bygninger ned. Det er et nyt mindset og en ny æstetik, men hvis den perfekte plan kræver nedrivning og nybyg…, så er planen måske ikke perfekt alligevel.

Scenarie 3, Hverdagsarkitekturens hverdag

Arkitekter slipper som regel bygninger når de er ’færdige’. Men hvornår er en bygning egentlig ’færdig’? Er det når råhuset står, er det når brugerne er flyttet ind? Eller er det når bygningen har fungeret i et år og man kan gå tilbage og se, hvordan det fungerer? Eller er det først når bygningen skal transformeres eller fjernes?

Vi kan minimere CO2-udledning ved at bygge mindre og transformere mere, men vi kan komme endnu længere ned, hvis arkitekter følger bygningerne igennem hele deres levetid.

Der er ikke tradition for, at arkitekter genbesøger deres projekter og undersøger, om deres tanker og intentioner har kunnet overleve mødet med faktisk brug. Arkitekter skaber rammerne for det levede liv…, men vi er sjældent så stor nysgerrige i forhold til at lære af hvordan livet så faktisk leves i de rammer vi har skabt.

Der er flere fordele ved løbende genbesøg. Jan Johansson har i sin en ph.d. fra Københavns Arkitektskole, dokumenteret, at viden forsvinder i byggeprocesser. Ofte tegner arkitekter bæredygtige løsninger som kræver at bygningerne benyttes på en bestemt måde. Men hvis denne viden ikke formidles og hvis der ikke følges op med genbesøg, så indfries potentialet typisk ikke.

Også på den lange bane, er der behov for at arkitekter følger op. Ejere behandler typisk deres ejendomme godt. Alligevel ser man ofte, at der ikke laves fornuftige vedligeholdelsesplaner. Det er dyrt at etablere byggeplads, og lejere kan sikre sig mod større renovering i deres kontraktperiode… og det betyder desværre, at der udskiftes vinduer med 20 års restlevetid, hvis taget alligevel skal skiftes. Eller, værre endnu, at nødvendige reparationer venter indtil nedrivning er mere fornuftigt end transformation. Der er behov for arkitekter med kærlighed til driften af vores bygninger.

Scenarie 4, Nye helte

Et fjerde scenarie – og de udelukker virkelig ikke hinanden – kunne være, at en samlet arkitektstand bestræber sig på at hæve blikket og fokusere på jordforbindelsen. Vi lever i den antropocæne tidsalder, hvor menneskeskabte problemer konstant overskrider de planetære grænser. Jorden brænder og det er på høje tid at gentænke arkitektens rolle.

Modernismen gav os et billede af arkitekten som en kunstner og intellektuel, der føder radikale æstetiske visioner. Det bedste eksempel er Le Corbusier, som ville erstatte Paris med 18 ens højhuse, skabt til mænd på hans egen højde. I dag, i vores klima, er der brug for et helt andet mindset, en mindre æstetik og en helt anden opfattelse af arkitekten og hendes rolle.

En arkitektur, der passer til vores tid, skal hvile på et kunstnerisk grundlag. Vi skal ikke tvinge mennesker ned i vores æstetik, men skabe smukke løsninger og smukke visioner for det levede liv. Vi skal bruge det vi har. Og først og fremmest skal vi arbejde sammen.

Når planeten brænder, er tiden ikke til at arkitekter og tegnestuer løser de samme problemer hver for sig. Vi skal blive meget bedre til at opsamle viden på tværs af 1000 projekter og 1000 tegnestuer, så lokal erfaring kan blive til global og evidensbaseret viden.

Vi skal transformere og genbruge det bedste… og selvfølgelig starte med os selv og vores professionelle praksis og idealer.