Over byen arkitekter

Vi skaber mening på ny. Over Byen er en partnerdrevet virksomhed i København med 70 medarbejdere – arkitekter, bygningskonstruktører og fagspecialister, der tilsammen sikrer, at vi kan løfte projekterne hele vejen. Med afsæt i de eksisterende ejendomme og egenart arbejder vi metodisk i tværfaglige teams på opgaver inden for transformation og omdannelse, restaurering, renovering og istandsættelse, nybyggeri, indretning og sikring. Vores tilgang afdækker og udvikler potentialer i det byggeri, der var, er og kommer – så vi skaber indsigtsfuld forandring, der både øger bæredygtighed, løfter kulturarven og giver mening for mennesker.

Over Byen Arkitekter, Kløvermarksvej 70a, København.

værdisætning og egenart

Vi kalder vores metode Værdisætning. Den udspringer af en tilgang til arkitektur, hvor indsigtsfuld forandring er omdrejningspunktet: en forandring, der bygger på forståelse, respekt og sans for potentiale – ikke bare ønsket om noget nyt.

Foto på vej

Metoden

Metoden hviler på tre ben: bygningskultur, bæredygtighed og brugere. Det er vores kompas, når vi arbejder med det eksisterende. Vi undersøger, hvad der allerede er – og hvad det kan blive. Vi ser på bygningens identitet, materialer og historie. På brugernes behov, sprog og rytmer. På ressourceforbrug og levetid. Det er i samspillet mellem disse dimensioner, vi skaber mening på ny.

Værdisætning er ikke én løsning – det er en måde at tænke på. Den gør det muligt at træffe kvalificerede valg i komplekse processer og at finde værdi, hvor ingen først så den. Hos os er metoden en del af hverdagen. Den er et værktøj, vi implicit lægger ned over projekter – den er flettet ind i vores praksis og beslutninger.

for bygherren

betyder det, at potentialet i det eksisterende bliver synligt og aktiverbart. Genbrug af materialer, rum og strukturer kan både reducere klimaaftryk og skabe bygninger med særpræg og identitet. Det, der måske først lignede et benspænd, bliver en kreativ drivkraft.

 

for brugeren

skaber det bygninger, der hænger sammen med hverdagen og det fællesskab, de er en del af. Når brugerne bliver lyttet til – og når deres erfaringer former løsningerne – opstår steder med relevans og forankring.

 

for samfundet

 er værdisætning en måde at aktivere de mange bygninger, der allerede står. Ikke mindst hverdagens byggeri fra 90’erne, 00’erne og 10’erne – dem, der sjældent hyldes, men som udgør størstedelen af vores byggede virkelighed. Ved at se på dem med åbent blik og ansvarlighed, kan vi mindske spild og skabe ny betydning.

 

Metoden favner hele spektret – fra restaurering over transformation til nybyggeri.

Fredet bygning

zøllnerhus

I en af Danmarks første boligejendomme i jernbeton har vi restaureret funkisbygningens særlige stålvinduer gennem en værdisætning, hvor både bevaring og bæredygtighed gik hånd i hånd.

EKSISTERENDE EJENDOM, DELVIS BEVARINGSVÆRDIG

DEN TIDLIGERE TV-BY

Vi har udvidet etagearealet og skabt nye boliger gennem en grundig værdisætning af de eksisterende bygninger i Søborg, Danmarks Radios tidligere hovedsæde.

NYT BYGGERI

AL-HUSET

I  Arbejdernes Landsbanks nye fælles hus er bygningen formet gennem en værdisætning i tæt samspil med brugernes værdier, praksis og kultur.

Esben Thorlacius underviser på Transformationskursus

På Transformationskurset underviser fagfolk fra Over Byen sammen med nøje udvalgte eksterne specialister – her ses partner i Over Byen Esben Thorlacius i aktion.

vi deler vores viden

For at give metoden videre, har vi i samarbejde med Arkitektforeningen udviklet Transformationskurset – et praksisnært forløb, hvor arkitekter og andre fagfolk arbejder med Værdisætning i konkrete cases. Her deler vi vores tilgang, værktøjer og erfaringer – og åbner for nye måder at arbejde med det eksisterende på.

Samtidig er vi i løbende dialog med kommuner og organisationer, der står midt i den grønne omstilling og har brug for strategiske redskaber til at tænke i genbrug, potentiale og værdiafklaring. For os er Værdisætning ikke kun en metode, men et sprog – og en bevægelse.

Værdisætning skaber arkitektur med indsigt og retning. En tilgang, der giver overblik, forløser det skjulte og åbner for meningsfulde løsninger, vi ikke kunne tænke os til fra begyndelsen.

LÆS MERE OM VORES TRANSFORMATION KURSUS HER

Over Byen Arkitekter, Kløvermarksvej 70a, København, omdannelse og hemp creed

I omdannelse fra udstillingslokaler til kontor har vi etableret en række møderum. Her har vi eksperimenteret med hempcrete vægge, der udover at være bæredygtige har gode akustiske egenskaber.

Over Byen Arkitekter, Kløvermarksvej 70a, København

Over Byen udspringer af en vision om at sætte det eksisterende byggeri i fokus. Vi arbejder med alt fra 1000 år gamle kirker til nyere ejendomme – og også med nyt byggeri, indretning og sikring. Det er i mødet mellem projekttyper og fagligheder, at nye idéer og løsninger opstår.

Over Byen partnergruppe — Martin A. Dahlerup, Maria Wedel Søe, Esben Tholacius, Christian Lund og Ida Lindberg

Partnergruppen i Over Byen Arkitekter: Martin A. Dahlerup, Marie Wedel Søe, Esben Thorlacius, Christian Lund og Ida Lindberg.

Vores historie

Over Byen Arkitekter blev stiftet af Ida Lindberg, Esben Thorlacius og Christian Lund i 2012 som en sammenlægning af Tegnestuen Lindberg//Thorlacius og Arkitektfirmaet Christian Lund. Drevet af et ønske om at få omdannelse og bygningskultur på dagsordenen – om at skabe nyt liv i eksisterende bygninger og give dem og fagfeltet transformation mening på ny.

I årene frem voksede Over Byen organisk i takt med ideer, muligheder, kunder og opgaver. Nye mennesker, fagligheder og kompetencer kom til. Efter kortere ophold på adresser i indre by flyttede Over Byen til Uplandsgade i 2015. Der boede vi frem til maj 2023, hvor vi flyttede til Kløvermarksvej 70A. Her har vi omdannet en oprindelig administrationsbygning, senest værksted og udstillingsbygning, til vores kontor.

Virksomhedens ejerkreds blev udvidet i 2020, da Martin Dahlerup indtrådte som partner med en baggrund som partner i Gröning Arkitekter, stiftet i 1990 af Claus P. Gröning. Opgaveporteføljen fra Gröning Arkitekter samt udvalgte erfarne medarbejdere styrkede den tekniske projekteringsafdeling hos Over Byen. Bertelsen & Scheving Arkitekter, stiftet i 2007 af Hans Scheving og Jens Bertelsen, blev i 2022 med alle medarbejdere en del af Over Byen, og Maria Wedel Søe, der var tegnestuechef i Bertelsen & Scheving, blev partner. Med de stærke kræfter fra Bertelsen & Scheving cementerede vi vores fokus på virksomhedens kerne; indsigtsfuld forandring og en levende bygningskultur. Tak til Jens Bertelsen for hans bidrag, inden han fortsatte sit virke på egen hånd.

Over Byen tæller i dag omkring 65 medarbejdere og er ejet af de fem partnere Ida Lindberg, Esben Thorlacius, Christian Lund, Martin Dahlerup og Maria Wedel Søe.

Over Byen Arkitekter, Kløvermarksvej 70a, København