INDVENDIG ISTANDSÆTTELSE
Slots Bjergby Kirke ligger 81 m over havets overflade på et vestsjællandsk bjerg. Med sin iøjnefaldende beliggenhed markerer den hvidkalkede bygning sig tydeligt i det flade Danmark, men er i øvrigt en fin repræsentant for en typisk, østdansk landsbykirke fra middelalderen: Skibet af kamp tilhører en romansk stenkirke fra 1100-1200-tallet, som i tiden omkring 1500 blev udvidet med langhuskor, vesttårn, våbenhus og sakristi. I det indre blev der ligeledes i senmiddelalderen indsat hvælv, som fuldbragte den lille kirkebygnings gotiske modernisering.
I 2024-2025 er der gennemført en omfattende istandsættelse af kirkens indre, som har et varieret inventar fra flere perioder foruden romanske kalkmalerier. Igennem tiden er vægge og hvælv blevet tilsmudsede, mens det malede inventar har fået afslag, solskader og partielt er angrebet af borebiller. Derfor blev istandsættelsen indledt med bekæmpelse af et omfattende billeangreb i altertavlen fra 1742. I forlængelse heraf blev der foretaget en justering af kirkerummets luftfugtighed og grundtemperatur, så fremtidige angreb kan undgås. Revner i hvælv og vægge er udbedret før kalkning og istandsættelse af kalkmalerier. Herunder blev elinstallationer gennemgået og eksisterende kabelføringer skjult.
Skibets nyklassicistiske bænke fra ca. 1900 er afmonteret og forstærket på værksted. Efter genopsætning er ødelagte malingslag repareret og omfattende solskader retoucheret. Endelige er langhusets løse inventar renset. Som optakt til projektet er der udarbejdet en ny farvesætning af bænkene i skibet, men i det gennemførte projekt blev dette fravalgt. Bænkenes blå tone tilførte rummet et sympatisk, køligt udtryk, og ommaling ville ikke lægge yderligere værdier til kirkens interiør. Overordnet fremstår det nyistandsatte kirkerum som før projektets start, men med et friskere og velholdt udtryk. Ved at erstatte bænkenes og knæfaldets udtjente og anonyme grå hynder med nye hynder med varm orangerød tone, er der dog tilført et nyt, reversibelt og diskret udtryk, farvestemt efter alterbordsforsiden fra ca. 1550. I denne løsning forenes nyt og gammelt inventar.
KIRKEGÅRDENS VEJE OG STIER
I 2024 er der udført en ny kørelåge i diget, som lukker kirkegården mod vest. Den gamle låge af træ var begyndt af hænge og meget smal. Den nye låge af sortlakeret jern er ca. 30 bredere end forgængeren og har som denne et bredt og et smalt fag – det smalle fag fungerer som daglig indgang for gående.
I de nye låger er der indlejret et motiv, som er formet ud fra følgende krav: Det skal være stedsspecifikt, have en bibelsk reference og være meningsgivende for alle typer af kirkelige handlinger: Dåb, bryllup, begravelse og naturligvis de almindelige højmesser.
Med dette udgangspunkt er solen og bjerget valgt som bærende elementer. Bjerget i Slots Bjergby (stedsspecifikt) og Golgata (bibelsk) under solen, der både kan stige og lyser op, men også gå ned og henlægge verden i mørke. Bjerget er udført som en bakke, hvori de lokale gravhøje indlæses. Som pendant til solens stråler er bakken forsynet med pløjespor, der minder om, at Slots Bjergby er et landsogn, omgivet af marker, der i årtusinder har ernæret den menighed, som stadig mødes om søndagen. Sognet er i disse år under kraftig forvandling med nye kvarterer, så der er grund til at erindre, at vi faktisk er på landet.
I tilknytning til lågen er en lang, flerdelt betontrappe over kirkegårdens nye afsnit udskiftet med en ny af bornholmsk granit.
For mere information:
Thomas Bertelsen
Chef for bygningskultur og arkitekturhistoriker
tb@overbyen.dk
+45 2921 4017