Omø Kirke

Kirken på Omø i Storebælt har en stilfærdig og tilbageholdende fremtoning. Den lille hvidmalede bygning er opført som et langhus med vesttårn i 1828, hvor den afløste en ældre kirke af træ. Indgangen er placeret i tårnet, som danner et snævert vindfang.

Den seneste istandsættelse af kirkerummet har udgangspunkt i menighedsrådets ønske om at tilføre et mere farverigt og livligt interiør og opnå et større friareal foran alteret. Herved kan der komme mere plads omkring døbefonten og plads til et lille kor eller orkester til kulturelle arrangementer. En større omorganisering af kirkens faste inventar var nødvendig for at imødekomme dette ønske.

EN SJÆLDEN HELHED
Ændringer i kirkerummet falder ikke let, da store dele af inventaret er samhørende med kirkebygningen og med denne danner en sjælden helhed; stolestader, prædikestol og døbefont. Hertil er stole og prædikestol årebemalet, hvilket er karakteristisk for 1800-tallets kirkeinteriør. I dag er denne bemaling en sjældenhed, som bør bevares for eftertiden.

HAVET I LOFTET
I ønsket om at tilføre det overvejende brune kirkerum en mere markant farvesætning, blev det anonyme, gråmalede loft, bemalet med en abstrakt marmorering i hvid på blå bund. I denne dekoration bygges der videre på kirkens historiske inventar, som ved maling er uniformeret som andre materialer end de, der grundlæggende er tale om; stolestaderne i fyr er ådret som eg, mens den murede døbefont er marmoreret. Loftsdekorationen fremstår som en vandspejling og refererer til det hav, som omgiver kirken: Kirkeskibet får et ocean at besejle.

STOLESTADER OMBYGGES
For at opnå det nødvendige frirum foran alter og døbefont, er de to forreste stolerækker nedtaget, ligesom et lille, nyere orgel er flyttet fra alterområdet til kirkens indgang. Under istandsættelsen er slitage og afslag i historiske malingslag udbedret. I forbindelse med stolestadernes ombygning er også prædikestolen sænket 20 cm, så en præst af nutidig gennemsnitshøjde ikke støder mod loftet.

MARMOR AF TRÆ
Inden for korskranken er der formgivet et nyt alter til erstatning af det tidligere alter, som bestod af en primitivt tømret kasse af egetræspaneler med foldeværk; formentlig genanvendt fra et renæssanceskab. Det ukarakteristiske bord dannede ikke et naturligt samlingspunkt i rummet, og da det yderligere var kort og højt, skyggede alterstagerne for den malede altertavle fra omkring 1930.

Det nye alterbord er sammensat af træstave med forskellig dimension, der efterfølgende er marmoreret. Stavene er vinklede, og den kantede konstruktion illuderer hermed en klippe, der har historisk tilknytning til alteret som inventarstykke. Også i denne løsning refereres der til kirkens historiske bemaling, mens alterets abstrakte formgivning står som en nutidsmarkør.

ISTANDSÆTTELSE OG DISKRETE TILTAG
Endelig er kirkens stærkt nedslidte, oprindelige gulvbelægning af grå og gule teglfliser udskiftet til en tilsvarende belægning af nye teglfliser. De få intakte, oprindelige fliser er samlet inden for alterskranken. Også stolestadernes lave podier af fyrretræ er udskiftet 1:1. Tunge salmenummertavler fra ca. 1900 er erstattet af mere diskrete tavler, som ikke dominerer væggene. En meget stor, tidligere altertavle på kirkerummets nordvæg er flyttet til tårnrummet.

LYS
Til erstatning for to lavthængende, nyere lysekroner i kirkens midtergang, er loftet forsynet med enkle pendler i messing, der i et tilfældigt mønster danner en stjernehimmel over det vandspejlende loft. Af de eksisterende kroner er den ene flyttet til våbenhuset, mens den anden er ophængt over døbefonten som en dåbshimmel.

GENANVENDTE GAVLE
Under stolestadernes istandsættelse viste de simple konstruktioner sig udført under inddragelse af flere genanvendte stolegavle fra senmiddelalder og renæssance. Tre stolegavle med enkle udskæringer er ophængt på skibets vestvæg. De nedtagne, forreste stolestader er magasineret i et nyt skab bagerst i kirken.