"Under Det Kongelige Bibliotek i København ligger Dansk Jødisk Museum, der åbnede tilbage i 2004. Det er tegnet af den internationalt anerkendte polsk-amerikanske arkitekt Daniel Libeskind.
Biblioteket er fra 1906, men hvad ganske få ved er, at det er bygget ud over ”Galejhuset”, der oprindeligt var en del af Christian lV’s nyetablerede havneanlæg, hvor flådens skibe skærmet mod spioners øjne hentede ammunition, kanoner og fik proviant om bord. Museet ligger i det hjørne, hvor dele af det oprindelige galejhus stadig findes.
Der opstod et behov for en mere synlig indgang til museet, der afspejler den ret specielle indvendige arkitektur og derudover giver bedre plads til garderobe og billetsalg. Da Daniel Libeskind oprindeligt har tegnet museet, blev han bedt om at tegne den nye indgang.
Vi har hovedprojekteret indgangsbygningen og stået for byggeledelse, fagtilsyn og projektopfølgning. Desuden har vi løbende varetaget en tæt dialog med alle interessenter, såsom myndigheder, stadsarkitekten og naboerne, der blandt andet tæller Folketinget og Det Kongelige Bibliotek. Vi gjorde meget ud af at informere alle interessenter gennem hele processen for at tage brodden af de komplikationer, der kan opstå, når man bygger på et så historisk sted.
Libeskind har sin helt egen arkitektoniske stil, og den nye tilbygning er ingen undtagelse. Det er helt anderledes, end noget jeg selv ville tegne eller udforme — bare det at projektere de komplekse og skæve geometrier var enormt spændende og skægt. Og hele faciliteringen af de mange interessenters ønsker, syntes jeg var lige dele interessant og fagligt givende.
Med kun små kun 40 kvadratmeter er det nok nogle af de mest gennemarbejdede og komplekse kvadratmeter i København. Væggene skulle støbes på stedet i en forspændt skrå forskalling, hvor betonfolkene skulle tage højde for materialets vægt i støbeformen — da væggene er skrå ville de ellers blive vredet ud af facon af vægten. At se dem fikse den udfordring var vildt spændende. Af forskellige grunde kunne vi ikke have ovenlys som ønsket, så der blev i stedet udtænkt et LED lysloft, med to udspændte hvide duge, der får lyset til at fremstå helt blødt og naturligt. Også her var det fedt at opleve håndværkernes idérigdom og lyst til at løse problemerne.
Fordi hele projektet var så komplekst, er indgangspartiet i Dansk Jødisk Museum månedens bygning. "