2022-20-ide
Nyhed    14. jun — 2022

Bertelsen & Scheving sammenlægges med Over Byen Arkitekter

Bertelsen & Scheving sammenlægges med Over Byen Arkitekter. Medarbejdere og sager overdrages og dermed styrkes Over Byen Arkitekter med kompetencer, der kan løfte de mest krævende opgaver og udvikle det faglige felt på brancheniveau.
 
“Med denne sammenlægning opnår vi både en størrelse, der kvalificerer os til alle typer opgaver og samtidig sikrer vores fortsatte faglige udvikling. Bertelsen & Scheving er kendt for at være et fagligt fyrtårn inden for restaurering”, udtaler partner Esben Thorlacius fra Over Byen Arkitekter. Alle medarbejderne vil i løbet af sommeren blive samlet i Over Byen Arkitekters lokaler ved Kløvermar-ken. Over de sidste 10 år har Over Byen Arkitekter etableret sig som en markant tegnestue indenfor bæredygtig transformation af eksisterende byggeri. “Det kræver omfattende arkitekturhistorisk indsigt at arbejde med fredede og bevaringsværdige ejendomme og der er kun få tegnestuer, som har kritisk masse til at kunne løfte de mest krævende opgaver og udvikle det faglige felt på brancheniveau”, udtaler partner Esben Thorlacius. “ 
 
I Danmark har Bertelsen & Scheving opbygget en unik position som et kraftcenter for restaurering og indsigt i vores fælles, arkitektoniske kulturarv. Tegnestuen står overfor et generationsskifte og der er en fantastisk synergi i en sammenlægning af de to tegnestuer. “ Med sammenlægningen skaber Over Byen Arkitekter et fagligt miljø, som samler nogle af de bedste arkitekter og konstruktører indenfor bæredygtig transformation og restaurering. “Det er vores samlede ambition, at skabe nye bygninger med historie og gøre historien levende i det eksisterende. Eller som Jens Bertelsen siger; Vi tegner fremtidens kulturarv”, slutter Esben Thorlacius.
 

Generationsskifte
Jens Bertelsen har sammen med sin tegnestuechef Maria Wedels Søe, de sidste år arbejdet for at gøre tegnestuen klar til et generationsskifte. Med sammenlægningen bliver det muligt at lade nye kræfter komme til, og med til Over Byen Arkitekter bringer han et team af restaureringsfaglige tunge profiler, arkitekturhistorikere mv. Blandt de nyeste projekter, Jens Bertelsen har arbejdet med, er den netop indviede Sorø Klosterkirke og førstepladsen ved arkitektkonkurrencen om transformationen af Sygehus Nord i Aalborg sammen med Team SLA.
 

Voksende bæredygtighed
Bæredygtighed er centralt, når man arbejder med transformation og restaurering, fordi det fra et bæredygtighedssynspunkt bedre kan betale sig at istandsætte eller restaurere frem for at bygge nyt. “Bæredygtighed er en af Over Byens Arkitekters centrale værdier. En anden værdi er Indsigts-fuld omdannelse. Det omfatter både et solidt arkitekturfagligt grundlag, men i lige så høj grad et bæredygtigt grundlag, for at skabe projekter der giver mening på både kort og lang sigt”, fortæller Esben Thorlacius.
 
Begge tegnestuer har arbejdet med transformation, bl.a har Over Byen Arkitekter transformeret Det tidligere Rud. Rasmussens Snedkerier på Nørrebrogade til boliger og erhverv, og Bertelsen & Scheving har transformeret området omkring Empire Bio og bl.a. ombygget et trykkeri fra 1950erne til en moderne erhvervsskole KEA.
 

Videre fremdrift
“Vi arbejder ud fra fire kerneværdier: Indsigtsfuld omdannelse, kommerciel sans, kreativ kraft og levende historie. Nu starter vi en spændende proces, hvor de to tegnestuers kulturer skal smelte sammen, så vi kan sikre, at den store faglighed der er hos Bertelsen & Scheving fortsætter i Over Byen Arkitekter”, slutter Esben Thorlacius. Tegnestuen ledes fremadrettet af fem partnere, hvor Maria Wedels Søe fra Bertelsen & Scheving er ny partner sammen med den eksisterende partnergruppe Esben Thorlacius, Ida Lindberg, Martin Dahlerup og Christian Lund. Jens Bertelsen fortsætter sin praksis i den samlede tegnestue med titel: partner emeritus.
 
“Over Byen Arkitekter har med deres størrelse, administrative set-up og utrolige dygtighed til at gennemføre projekter lige præcis det, der skal til for at drive en god og stor tegnestue. Med den profil tegnestuen har og med et stærkt partnerteam, er jeg rigtig glad, for at Bertelsen & Schevings tilgang til og udførelse med høj faglig kvalitet, kan fortsættes”, understreger Jens Bertelsen. Han ser frem til at fortsætte sit samarbejde, der pt. omfatter mange kirker og stifter, flere herregårde og skal netop begynde på en omfattende restaurering af C.F. Hansens Kunstnerkollegie ved Vor Frue Kirke.