MENNESKER OG TEKNOLOGI

En levende arbejdsplads med rum til videndeling, fordybelse og diskretion. Vi har skræddersyet rammerne for Termas innovative og dybt specialiserede virke.

Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_10

Terma

Indretning og design af inventar

Adresse

Sydmarken 44A, Søborg

Bygherre

Terma

Areal

8000 m2

Færdiggjort

2022

Den danske højteknologivirksomhed Terma arbejder globalt og leverer blandt andet måleudstyr til luft- og rumfart. Da Terma overtog industribygningen i Søborg, var det deres særlige behov for at understøtte videndeling, innovationsprocesser, fordybelse og sikkerhed, der var udgangspunktet for vores omdannelse af bygningen. De nye fysiske rammer skulle inspirere og styrke Termas organisation og identitet.

Bygningen fra 1952 gør sig udefra bemærket med sine savtakformede gavle og sit shedtag med skiftevis skrånende og lodrette tagflader. Da Terma overtog, var den tungere industri for længst flyttet ud – bygningen gennemgik i starten af 00’erne en gennemgribende omdannelse, der skulle imødekomme nye behov for et stort, åbent og fleksibelt kontormiljø. Hallerne blev ryddet, og højden blev udnyttet til flere m2 med et indskudt dæk i form af en udhulet ellipse, der gav mulighed for, at det behagelige og jævne dagslys fortsat kunne sive ned og sprede sig i bygningen. Således stod bygningen med sine godt 8000m2 som nærmest ét stort, åbent rum, da Terma overtog og nu skulle fylde den ud med deres virksomhed og behov. Behov, der er krævende og anderledes, nøjagtigt som arkitekturen i bygningen er det. Gennem et tæt samarbejde gav netop det særlige og anderledes os mulighed for skabe en levende arbejdsplads med rig mulighed for videndeling og møder på kryds og tværs – samtidig med at behovet for diskretion, koncentration og sikkerhed blev opfyldt.

Det arkitektoniske greb blev at tænke bygningen og livet i den som en by og således skabe en ’by i byen’. Mindre ’huse’ er placeret hensigtsmæssigt i det store rum for at skabe varierede oplevelsesforløb og rumligheder, der kan varetage de særegne interesser og opretholde sikkerheden, som er integreret og designet som en del af ’bybilledet’.

’Byen’ skaber grobund for et livligt miljø – små pladser til de uformelle møder, velindrettede nicher til fordybelse, forskellige typer ’huse’ til udvikling og læring, smalle stræder og større gader til bevægelse. Det store torv er et samlende mødested, hvor alt kan ske, og hvor gæster kan opleve ’byens puls’ og Termas flagskibsprojekter, heriblandt en kopi af den opsendte satellit de har udviklet dele til.

Samarbejdet med Terma var tæt, og vi løste fleksibelt en lang række udfordringer undervejs. Vi gjorde en dyd ud af at beholde og indpasse så meget af det eksisterende interiør og inventar som muligt – så vi både sparede Terma og planeten for ressourcer og samtidig fik skabt et moderne, harmonisk udtryk.

Det endelige resultat er en modig og dynamisk arbejdsplads, hvor arkitekturen nu gør plads til både mennesker og teknologi – og går hånd i hånd med formidling, udvikling og social interaktion.

Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_07
Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_03
Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_06
Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_05
Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_02
Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_08
Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_04
Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_01
Terma_Over Byen Arkitekter_Photo Niels Nygaard_09