Toosbuys Torv

Jubilæumsgave

De omkringliggende Marskgårde er inspirationskilden for Eccofamiliens jubilæumsgave til hjembyen Bredebro. Det nye torv mimer de traditionelle gårdes indre rum.

Adresse

Toosbuys Torv, Bredebro

Bygherre

Ecco

Areal

1.230 M²

Færdiggjort

2015

Bredebro manglede et fælles byrum — en fælles plads for borgere og turister. Det lokale handelsliv var involveret i projektet fra begyndelsen og deltog aktivt i at skabe idéer til, hvordan det nye torv kunne blive et levende aktiv for byen.

Vores arkitektoniske idé udsprang af de omkringliggende, traditionelle Marskgårde. Målet var at skabe et byrum, der dannede den intimitet man finder i Marskgårdens indre rum, hvor man i læ for vinden kan bevæge sig mellem bygningerne. Samtidig har vi placeret de nye bygninger på en plint, som mimer Marskgårdenes karakteristiske varf.

Vi har fortolket Marskgårdens monolitiske udtryk og arbejdet med teglbeklædte mure og tag på tre af bygningerne. Den sidste bygning, Byens Hus, er i træ, inspireret af laden i den traditionelle gård.

Med forskydninger i facaderne og skiftende højder former bygningerne sig efter Storegades traditionelle karakter med forskudte bygningskroppe og mange forskellige typer huse. Projektet er en symbiose mellem marskgården og provinsbyen, hvor brug af solide, holdbare materialer og godt håndværk skaber rammen for ny udvikling.

Landskab og byplan er udviklet i samarbejde med MOVE landskabsarkitektur. Projektet blev præmieret som årets nybyggeri i 2015 af Tønder Kommune.