Glasalstrup

BRUTAL SKØNHED

Vores restaurering af Glasalstrup cementerer, at et kontorbyggeri i beton fra 60’erne kan være ung kulturarv og værd at bevare i udtryk, plan og funktion.

Adresse

Alstrup Alle 11, Hasselager

Bygherre

Realdania By og Byg

Areal

2.000 m²

Færdiggjort

2022

Ydelser

Indledende restaureringsholdning i form af ”conservation management plan” / Myndighedsprojekt / Udbudsprojekt / Udførelsesprojek / Fagtilsyn / Idéoplæg til efterfølgende landskabsprojekt.

Administrationsbygningen til Glasalstrup, som glasgrossisten J.A. Alstrup fik opført i 1965-66, er en af Danmarks mest bemærkelsesværdige industribygninger. Bygningen i Hasselager syd for Aarhus er tegnet af arkitekt Knud Blach Petersen, der skabte et glashus under en tung betonrist båret af slanke piller langs facaderne. Med den dristige betonkonstruktion udfordrede Blach Petersen visuelt tyngdeloven og formidlede originalt tidens internationale arkitekturstrømninger – den spirende brutalisme og 1950’ og 60’ernes internationale modernisme med en klar reference til Mies van der Rohes Neue Nationalgalerie i Vestberlin.

Glasalstrup er ny kulturarv og i et restaureringsprojekt som dette, der ligger så tæt på nutiden, kræver det ekstra omtanke at gennemskue, hvad der er værd og vigtigt at bevare. Som totalrådgivere på restaureringen af tagkonstruktionen og bygningens indre, har vi bragt bygningen stærkt tilbage til sit oprindelige udtryk, plan og funktion.

Vi har genskabt storrumskontoret, så det nu både afspejler sine rødder i 60’erne og samtidig lever op til de standarder for storrumskontorer, vi har i dag. Det er lykkedes os at finde den tyske fabrik, der i sin tid fremstillede tæppefirkanterne til den modernistiske bygning og de er nu igen leverandører af tæppebeklædningen til det 800m2 store åbne kontor. Med samme grundighed har vi genskabt vægflader med hessian og fyrtræslameller. I lofterne har vi genopsat kassetteloft fra Dampa, som passer eksakt ind i rytmen med de regelmæssige ovenlys. Vi har restaureret den markante, tunge rist af jernbeton, der dækker bygningen. I løbet af årene har den været udsat for forskellige typer af nedbrydning – herunder kalkudfældninger og afskalninger, der stedvist blottede armeringen. Nu danner det markante tag igen en robust ramme om den spektakulære bygning.

Glasalstrup blev i 2023 indstillet til fredning af Det Særlige Bygningssyn.

*Læs mere om indstillingen her

Fotos af Helene Høyer Mikkelsen