Oliebladsgade

FRA BANKARKIV TIL STUDIEAKTIV

Lyset strømmer ind, og det bobler af liv på Oliebladsgade. Vi har blotlagt historien og skabt plads til 77 studerende.

Adresse

Oliebladsgade 8, København

Bygherre

Gefion Group

Areal

2.782 m²

Færdiggjort

2022

Efter at have stået forladt og ubeboet i mange år huser den markante arkivbygning på Oliebladsgade nu studieboliger med fælles faciliteter og en vidtrækkende udsigt over Amager og det indre København fra tagterrassen.
 
Bygningen blev opført til arkiv i 1937 med en in situ støbt betonkonstruktion med indstøbte murbindere og beklædt med røde teglsten. Betonen blev støbt i minusgrader, og derfor blandede man salt i for at holde den frostfri. En god idé på kort sigt, men en virkelig dårlig idé i det lange løb, for over tid har saltet tæret murbinderne. Det skabte et sandt drama i 2003, da murbinderne på sydfacaden med ét gav efter, og teglstenene landede tungt på børnehavens legeplads på nabogrunden – heldigvis var det søndag. Resten af teglbeklædningen blev nedtaget, og efterfølgende har bygningen stået sort og afskallet – en mystisk og lukket ruin, kun mærket af de lokales tags.
 
Vi har bevaret den klare, monolitiske form, men skåret huller, så lyset nu kan strømme ind i bygningen – gennem facader og tag. Boligerne har vi placeret væk fra skel, så redningsåbninger og dagslysforhold er helt i top. Mod skel har vi, med særlig tilladelse og gennem dialog med naboer, tilført faste vinduespartier i pyroglas til den før helt lukkede facade. Fællesrummene, der ligger her, bliver på denne måde forsynet med det livgivende dagslys.
 
Bygningens indre konstruktion havde en for lav etagehøjde til at etablere boliger, så vi har støbt nye dæk. Samtidig har vi bibeholdt de dobbelt- og tredobbelthøje rum og eksponeret sporene af bræddeforskalningen fra den oprindelige in situ støbning af bygningen, så man oplever de historiske lag. Under terræn har vi udgravet fuld kælder til vaskeri, depot og teknik.
 
Bygningen åbner sig nu mod omverdenen – mod himlen, mod gaden – og lader os kigge ind. Gadens navn, Oliebladsgade, har inspireret vores farvevalg. Facaden gengiver olivenbladets støvgrønne overflade, trappetårnene den sølvgrønne underside. Facadens farve spejler samtidig gesimsbånd og altaner på etageejendommene fra 1940’erne på den tilstødende Reberbanegade.
 
Over Byen Arkitekter var med fra ideudvikling til skitsering, projektforslag og myndighedsandragende. Vi slap projektet, da byggetilladelsen kom, og projektet gik i totalenterprise. Vi glæder over det nye, pulserende liv i den store, grønne tidsmarkør, der minder os om dengang, hvor det dunkle arkivs i stakkevis sorterede papirer var nødvendige for orden og udvikling. Nu er det i stedet ungdommen og fremtidens arbejdskraft – vores samfunds største aktiv – der har sin lette og lyse gang her.

Vi har ladet både den oprindelige og nye betonkonstruktion stå bar og ført installationerne udenpå.
Den oprindelige in situ støbte betonkonstruktion er malet hvid, den nye beton er støvbundet.
Fællesarealerne på 6. og 7. sal med lys fra oven og fra syd.
Værelserne er enkle og lyse med synlige installationsføringer.