Ørnevej 5

NY PÅ NØRREBRO

Nyt etageboligbyggeri skaber visuel sammenhæng til Nørrebro Station og giver kærkommen plads til nyt liv — ni ungdomsboliger og en café.

Adresse

Ørnevej 5, København

Bygherre

J K Villa Holding

Areal

392 m2

Færdiggjort

2023

Ydelser

Fuld arkitektrådgivning (Skitseprojekt / Myndighedsprojekt / Udførelsesprojekt)

Den nye bygning er opført som en gavlafslutning på en eksisterende karré tæt på Nørrebro Station. Over Byen har været arkitektrådgiver i alle byggeriets faser.

SAMMENSAT SAMMENHÆNG
Selve ejendommen er placeret i et krydsfelt af arkitektoniske udtryk, forskellige transportformer og et generelt sammensat nærområde. Vi har haft fokus på at få projektet til at forholde sig til Nørrebro Station, og det ses blandt andet i den grønne farve på vinduerne og i altanerne, der er betondæk lagt af på I-stålbjælker – et råt udtryk, der er inspireret af togstationen. Facaden mod naboejendommen er fremhævet ved et bredt lodret felt, der holdes fri for vinduer og andet på de øvre etager. Facaden mod gården følger gadeforløbet og ender vinkelret mod højbanen. Facadeelementerne griber naboens facadebånd og fortolker dem videre i sit eget grid, og de store vindues- og dørpartier er placeret systematisk over hinanden for at skabe en orden.

LILLE MATRIKEL GIVER NYE VINKLER
Matriklens begrænsede størrelse har været en spændende udfordring og har bidraget til bygningens markante, vinklede form – og også resulteret i det det udhæng, der er mod gaden. Her har vi udnyttet den længde en bygning maksimalt må rage udover gaden.

RÅT OG ÆRLIGT UDTRYK
Bygningen viser med sin facade af betonelementer og altaner præcis, hvad den består af. Der er ikke brugt unødigt mange elementer. Boligernes interiør afspejler bygningens ydre med de rå men varme betonvægge, der giver boligerne et særligt præg.

LYST OG FUNKTIONELT
Boligerne er disponeret med badeværelse, garderobe og køkken i indgangsområdet. Opholdsrum og værelser er åbne og lyse med højt til loftet og store vindues- og dørpartier. Alle boliger har adgang til egen opholdsaltan, franske altaner og fælles tagterrasse på tagetage. I kælderen er der etableret traditionelle pulterrum i ru brædder i stedet for de metalbure, der typisk er i nybyggeri.

Med både ydmyghed og egenkarakter indskriver det nye byggeri sig i området omkring Nørrebro Station og giver kærkommen plads til flere og mere liv — og knytter sig desuden til Metrostationsplanen og et fremtidigt butiksstrøg under højbanen

Bygningen er opført op af brandgavl som hjørneafslutning af den eksisterende karre.
Det indre og ydre afspejler hinanden. Ligesom facaden er trappeopgang i ubehandlet grå beton.
Enkle altanophæng i I-profiler med inspiration fra jernbanen.
Overgang mellem eksisterende byggeri og højbanen.
Farvesætningen på vinduerne er taget fra nabobygningen Nørrebro Station.
Franske altaner i ungdomsboligerne.
Fælles tagterrasse med udsigt over højbanen.

relaterede projekter