Amaliegade 10

SOLID OG SMAGFULD

En ny indretning har skabt elegante og imødekommende rum hos Danmarks ældste advokatkontor.

Adresse

Amaliegade 10, København K.

Bygherre

Mazanti-Andersen

Areal

Ca. 500 m2

Færdiggjort

2024

Ydelser

Lejerådgivning og indretning

Mazanti-Andersen Advokatpartnerselskab, der har eksisteret siden 1853, bor til leje i næsten hele ejendommen på Amaliegade 10.

Ejendommen er ejet af C.W Obel og i pæn og velholdt stand, men receptionsområdet var slidt og svarede ikke til den kvalitet, som Mazanti-Andersen og resten af huset har. Over Byen fik til opgave at nyindrette først receptionen, siden biblioteket, mødecentret og kantinen.

TID OG MATERIALER
Projektet blev udviklet og implementeret i etaper. Denne trin-for-trin proces og en tæt dialog gjorde, at kontoret kunne fungere under ombygningen, og at vi løbende skabte modige og imødekommende løsninger, som Mazanti-Andersen kunne se værdien i og identificere sig med. I takt med at rummene stod færdige, blev det tydeligt og mærkbart for alle, hvor stor en forskel indretningsprojektet havde på oplevelsen af kontoret. Det samlede udtryk og de nye designelementer har vi udviklet med udgangspunkt i husets eksisterende materiale-palette i natursten (Jura Grau), bruneret kobber og bruneret messing.

DET VIGTIGE FØRSTE INDTRYK
Over Byen forestod som det første rådgivning i forhold til at etablere en ny reception med udsigt til indgangen. Inden ombygningen kunne receptionisten hverken se, hvem der kom ind, have overblik eller byde gæster velkommen. For at udføre denne ændring skulle der fjernes nogle vægge og etableres et brandgardin. Som gæst ankommer man nu til en elipseformet reception i bruneret kobber, og man kan sidde i receptionsområdet ved pejsen og kigge ud i gårdhaven og se, hvem der ankommer.

DE NÆSTE ETAPER
Efter receptionen arbejdede vi med biblioteket, mødecentret og kantinen.
Advokater har stadig fysiske bøger – gamle og nye lovtekster – og biblioteket hos Mazanti-Andersen er et sted, hvor der dagligt er aktivitet, når en ansat skal finde materiale. Samtidig ligger biblioteket i hjertet af mødecenteret og fungerer som en lounge før og efter møder. Området har fået nyt inventar, der inviterer til ophold, og vi har designet specialinventar i form af en biblioteksbænk.

I mødecentret udskiftede vi al særbelysning over mødeborde. Alle pendler er udført i bruneret messing, som passer til husets eksisterende dørgreb i bruneret messing.

Kantinen var tidligere et hårdt og koldt rum, som ikke blev anvendt andet end i frokostintervallet. Rummet, der ligger med udsigt over en dejlig grøn gårdhave, blev malet i en lys, varm farve. Inventar, som var slidt, blev udskiftet til mindre caféborde, så det blev muligt at lave forskellige bordopstillinger ved arrangementer, konference og gå hjem-møder. Materialerne på inventaret er træ, bruneret messing og uldtekstiler, og mindre bordlamper i bruneret messing skaber en hyggelig stemning i spisesituationen. Vi rådgav om kunstens placering på væggene og tilføjede ekstra stemningsbelysning. Samlet set for at skabe en rød tråd til materialerne i huset.

I dag udstråler alle de nyindrettede rum en bevidst stemning. Helt fra de gode og rare arbejdsrum, der er essentielle for medarbejdertrivslen på kontoret til de imødekommende og repræsentative rum, der er vigtige for virksomhedens ansigt udadtil.

Nyt receptionsområde med skranke i bruneret kobber, der går igen flere steder i bygningen. Naturstenen på toppen af skranken er den samme som stenen i ankomstarealet.
Ny belysning i hele mødecenteret for at sætte fokus på dialogen.
Ny kantineindretning og rådgivning omkring placering af kunst.
Kantinen fungerer også som samlings- og konferencerum.
Frokostpausen, dagens pusterum, har fået stemning af at spise på restaurant.
Biblioteket med bøger og gamle lovtekster befinder sig i hjertet af mødecenteret og er samtidig et samlingssted.
Nyt inventar og belysning i biblioteket.
Detalje af specialinventar – en bænk og hynde i biblioteket.
Nyt inventar og belysning i biblioteket.