FDB’s tidligere fabrik for maskinstrikkede varer, er nu omdannet til moderne kontorhus med stærk appel til kreative erhverv.
Den karakteristiske rødstensbygning fra 1935 havde masser af karakter, men skiftende tider havde sat deres præg. Bygningens nye ejer drømte om at udnytte stedets oprindelige sjæl og historie til at skabe moderne og attraktive erhvervslejemål.
Over Byens omdannelse har skabt værdi gennem en række effektive greb. De eksisterende vinduesarealer er udvidet ved at sænke vindueskarmene og nye vinduer genintroducerer tidligere tiders industrielle udtryk. Den indre betonstruktur er blotlagt og øvrige vægge står nu i rå teglsten eller beton.
De nye kontorer har et langt bedre lysindfald og vi har skabt åbne kontormiljøer med fleksible indretningsmuligheder. Kælderen er udviklet til offentlig restaurant og kantine for ejendommens brugere.
Der har været efterspørgsel efter kombinationen af bygningskulturarv og moderne indretning. På kort tid blev de næsten 9.000 m2 udlejet og de er i dag hjem for mere end 500 arbejdspladser.