Sorø Klosterkirke

Sorø Klosterkirke blev i 1161 påbegyndt i tilknytning til et cistercienserkloster, der blev stiftet af biskop Absalon fra den magtfulde sjællandske Hvideslægt. Kirken er blandt de største bygninger fra dansk middelalder og har tjent som gravkirke for både Hvideslægten og tre danske konger.

Klosterkirkens seneste restaurering blev indledt i 2018. Ved projektets opstart var bygningen grundlæggende i god stand, men trængte til almindelig vedligeholdelse. Desuden manglede der løsninger på en række udfordringer med kirkerummets indretning. De danske middelalderkirker er vigtig kulturarv men også levende huse, som vedvarende skal tjene mange formål – også i nutiden.

Projektet blev gennemført i tæt dialog med kirkens ansatte, Roskilde Stift samt Stiftets rådgivere: Nationalmuseet og den kgl. bygningsinspektør. Arbejdet er desuden gennemført under inddragelse af en lang række specialiserede håndværkere og fagfolk, der hver især har sikret løsninger på højeste niveau.

I sommeren 2022 blev klosterkirken genindviet af Dronning Margrethe 2., men de sidste opgaver i den store og komplekse restaurering blev først endelig afsluttet i foråret 2023, hvor kirken kunne afleveres til menigheden – klar til fremtiden.

Udskiftning af blytaget – håndværk i levende tradition

Det store blytag spiller en særlig rolle for Sorø Klosterkirke, da bly også var bygningens første tagbeklædning. Dette fremgår af plamager af smeltet og størknet bly, som endnu kan findes på kirkens loft og som må stamme fra en tagbeklædning, der gik tabt ved klosterbranden i 1247. Om det smeltede blytag, der regnes for at være det tidligste, kendte blytag i Norden, kan der læses mere om her

Selvom tagomlægningen kun omfattede klosterkirkens sydvendte tagflader, krævede opgaven et så stort antal blytækkere, at den på daværende tidspunkt ikke kunne løses inden for landets grænser. Efter en nøje undersøgelse af blytækkerhåndværket metoder og praksis i vores nabolande, blev der indgået aftale med et engelsk blytækkerfirma, som i 2019-2020 gennemførte den krævende opgaven på normeret tid.

Forud for tagomlægningen blev skibets middelalderlige tagkonstruktion fra ca. 1530 oprettet, så den også fremover kan danne et stabilt underlag for den nye, tunge blybeklædning. Selve tækkearbejdet blev udført efter retningslinjer og metoder som genkendes i historiske blytage i Danmark, så den lange, hjemlige tækketradition sikres for fremtiden.

Mure, vægge og hvælv – skader og kalkmalerier fra mange tider

Den indvendige istandsættelse af klosterkirkens vægge og hvælv blev udført i 2019-2021 af konservatorer og murer. Efter menighedsrådets ønske, skulle kirken holdes åben for gudstjenester under arbejdet, som derfor blev udført fra et stillads, der kunne flyttes i takt med at opgaven skred frem. Arbejdet omfattende nykalkning af forvejen hvidkalkede overflader og afrensning af kalkmalede dekorationer. Konservatorarbejdet blev udført af Nordisk Konservering. Kalkmalerierne tæller en omfattende historicistiske udmaling af kirkerummet, som konservatoren Jacob Kornerup (1825-1913), foruden ældre dekorationer fra forskellige tider. Undervejs blev skadede farvelag retoucheret, mens revner i murværket blev udbedret. I vestgavlen og nordre korsarm blev de svære kassemure desuden forstærket ved indlæggelse af rustfrie jernankre i murkernen.

Istandsættelse af historisk træinventar fra 1600-tallet

I forlængelse af den indvendige istandsættelse af vægge og hvælv, er der gennemført en istandsættelse af historisk træinventar fra midten af 1600-tallet: Altertavlen, korgitteret, prædikestolen og fontelukkelsen. Arbejdet er udført af snedkerkonservator Henning Pedersen & Søn, som undervejs har suppleret det barokke inventar med nyskårne rekonstruktioner af forsvundne detaljer. Undervejs i processen blev der på prædikestolen påvist farvespor, der viser, at den oprindeligt var bemalet og muligvis farvesat som altertavlen i koret – begge inventarstykker tilskrives den tyske billedskærer Hendrik Werner (før 1636 – efter 1669).

Nyt inventar – alter og salmenummertavler

Seneste restaurering gav desuden mulighed for at formgive nyt inventar, som skal fungere i samklang med kirkerummets ældre inventar, som er tilkommet over en næsten 800-årig periode. For at øge sammenhængen i alterområdet, blev det murede alterbords nyere antependium erstattet af en fast beklædning af bronze, som i form og materiale søger at forene korets mange enkeltelementer.

De nye alterpaneler af patineret bronze har en kassettedekoration, som er inspireret af de to kongebegravelser i koret – mod nord sarkofagen med Christoffer 2., mod syd sarkofagen med Valdemar Atterdag. Kassetternes varierende størrelse er desuden ordnet som tonerne i en oktav, der tilsammen danner komponisten C.E.F. Weyses melodi til digteren B.S. Ingemanns salmen ”Lysets engel går med glans”, der blev skrevet på Sorø Akademi i 1837. På alterbordets forside symboliserer 12 forgyldte bronzeplader Jesu disciple, som i barok fortolkning også gengives i altertavlens storstykke.

Kirkens salmenummertavler fra ca. 1900 er erstattet med nye tavler med øget synlighed for menigheden i skib og kor. De nye salmenummertavler er tillagt et diskret udtryk, som naturligt føjer det farverige kirkerum.

Magasinrum, toilet og ny indgang

Tidligt i restaureringen ønskede kirkens ansatte, at der i tilknytning til kirkerummet kunne indrettes et magasin, et handikaptoilet og et dåbsværelse. Hver især savnes disse praktiske funktioner under de mange forskelligartede arrangementer, som bykirken naturligt danner ramme om.

Forsøg med at indpasse de ønskede rum i det eksisterende kirkerum viste sig hurtigt forstyrrende for rummets arkitektoniske kvaliteter. Tilsvarende blev det vurderet som uhensigtsmæssigt at rejse en tilbygning til klosterkirken, hvis middelalderlige profil står næsten intakt.

I samarbejde med Stiftet og Stiftets rådgivere blev det endelig besluttet, at den eksisterende forhal i skibets vestende skulle nedlægges og indrettes med de ønskede funktioner. Derved måtte også klosterkirkens hidtidige hovedindgang midt i skibets vestgavl nedlægges. Da denne indgang først var etableret i 1772, blev løsningen fundet acceptabel – inden nedlæggelsen blev de eksisterende forhold grundigt dokumenteret.

Til erstatning blev hovedindgangen flyttet til klosterkirkens oprindelige vestindgang i gavlen af nordre sideskib. Denne tilmurede dør blev i 2021 genåbnet og i facaden indrammet af en moderne fortolkning af den oprindelige, fremspringende indgangsportal fra ca. 1200. Formgivningen er udført under inspiration af samtidige portaler i beslægtede kirker, herunder i Ringsted Klosterkirke.

Den genåbnede vestindgang har fået en tofløjet dør med bronzebeklædning, som danner blikfang for den fremtidige hovedindgang. Inden for døren er der indrettet et rummeligt og lyst vindfang med glasvæg og -døre mod kirkerummet.

Ved genåbningen af den nye hovedindgang blev også to oprindelige, men tilmurede døre i klosterkirkens sydfacade genåbnet. Herved er tilgængeligheden ved store arrangementer blevet øget betydeligt.

Øvrige arbejder

Under seneste restaurering er der desuden udført en modernisering og opdatering af klosterkirkens varmeanlæg, elinstallationer, lydanlæg og låsesystem.