4. dec — 2023

Ung kulturarv vinder pris

Restaureringen af Glasalstrup vinder Århus Arkitekturpris 2023. Glasalstrup blev tegnet i 60’erne af Knud Blach Petersen og er et af de tidligste danske eksempler på brutalistisk arkitektur med beton og glas som de primære materialer og et af de første eksempler på en indretning med et stort, åbent kontorlandskab.

Maria Wedel Søe, restaureringsekspert og partner i Over Byen, var i onsdags i Århus for at modtage prisen sammen med bygherre Realdania By & Byg.

“Vi er meget glade for, at dommerkomiteen, ligesom vi, ser vigtigheden af arbejdet med at restaurere en bygning som denne. Den nyere kulturarv, som Glasalstrup er en del af, er så skrøbelig og går så let tabt, fordi vi har svært ved at se værdien i det, der ligger tæt på vores egen samtid. Derfor er det meget vigtigt, at vi holder øjnene åbne for perler som for eksempel Glasalstrup. Ellers risikerer vi at disse bygninger forsvinder, inden vi når at forstå deres vigtighed i vores arkitekturhistorie, og vi mister en del af vores fælles kulturarv”, fortæller Maria.

Glasalstrup er efter restaureringen blevet indstillet til fredning, hvilket betyder, at der nu er yderligere mulighed for en sikring af bygningens bevaring for fremtiden.

Maria fortsætter: ”At fredningen kan gennemføres efter en restaurering, ser jeg som et positivt udtryk for, at vores udførte arbejde har en høj kvalitet og netop har understøttet bygningens kulturarv.”

Læs mere om vores arbejde med projektet her og læs mere hos Realdania her.

Århus Arkitekturpris præmierer hvert år arkitektur i Århus Kommune inden for fire kategorier. Glasalstrup vinder i kategorien Bygningsarkitektur, hvor de nominerede er udvalgt af en faglig bedømmelseskomite. Læs mere om prisen her.