Njalsgade 72

ÅBEN OG LEVENDE

Transformation af kontorhus på Islands Brygge: Njalsgade 72 er omdannet til moderne flerbrugerhus med fællesfaciliteter, bæredygtig renovering og DGNB Guld.

Adresse

Njalsgade 72, 2300 København S

Bygherre

NAS Real Nordics A/S

Areal

9500 m2

Færdiggjort

2024

Ydelser

Totalrådgivning / Arkitektrådgiver fra skitsefase til (kommende) færdigmelding / Myndighedshåndtering / Projektledelse / Projekteringsledelse / Byggeledelse / Fagtilsyn

Fotograf

Helen Høyer Mikkelsen

Njalsgade 72 – eller Metropol – stod færdig i 2010 som domicilbyggeri. Da vi tiltrådte projektet, var oplevelsen af huset, at det virkede nedslidt og trist trods den korte levetid. Opgaven var at give bygningen ny energi og skabe rammerne for et flerbrugerhus med stærk fællesskabsånd – alt imens huset hele tiden var i brug.

Som totalrådgiver har vi givet alle kontorarealer et løft, opdateret tekøkkener og toiletter, etableret to fælles mødecentre, omklædningsfaciliteter og bad samt en større kantine, der kan bruges til møder og arrangementer dagen igennem.

OMDANNELSE UNDER DRIFT
Bygningen skulle fungere som attraktiv arbejdsplads under hele udførelsen. Derfor udviklede vi midlertidige adgangsveje, der blev oplevelser i sig selv, og flyttede kantinen tre gange, så medarbejderne hele tiden havde adgang til gode rammer. Ved at levere dele af det endelige inventar tidligt undgik vi spild og sikrede kvalitet og genkendelighed gennem hele processen. Et projektkontor på stedet styrkede samarbejdet og gjorde det muligt at planlægge støjende arbejder uden for kontortid.

FÆLLESRUM OG FLEKSIBILITET
En central del af transformationen var at skabe fleksible fællesarealer, som kunne øge bygningens samlede kapacitet. I samarbejde med ingeniørerne er udlejningsmulighederne steget med næsten 25 %, hvilket giver robust økonomi og et bæredygtigt fremtidsperspektiv. Fællesskabsånden understøttes af nye mødesteder – i atriet med en 240 m² grøn vertikal væg og på tagterrasser med drivhuse, beplantning og udsigt. Her kan brugerne mødes uformelt på tværs af huset.

SKÅNSOM RENOVERING MED GRØNT AFTRYK
Projektet bygger på princippet om kun at udføre de nødvendige tiltag og genbruge mest muligt. I stedet for at udskifte lofter arbejdede vi med nye vægfarver, der fik dem til at fremstå hvide igen. Gulve og inventar er bevaret og opfrisket, mens nye tilføjelser – som akustiklofter i Troldtekt baseret på FUTURECEM – er valgt med omtanke for både kvalitet og CO₂-aftryk. Kombinationen af skånsom renovering, grønne tiltag og velvalgte materialer har gjort det muligt at DGNB-certificere huset til Guld.

ET ÅBENT FÆLLESSKAB
Njalsgade 72 fremstår i dag som et levende flerbrugerhus med moderne fællesfaciliteter, grønne uderum og fleksible arbejdsrammer. Et hus, der binder økonomisk bæredygtighed, social trivsel og miljøhensyn sammen – og som igen er en attraktiv arbejdsplads på Islands Brygge.

I husets meget smalle atrium er etableret Europas ( på det tidspunkt) største mosvæg op af en meget skadet væg, som dermed ikke behøvede reparation.
Under ombygningen blev kantinen placeret tre forskellige steder. Ved at bruge dele af det endelige inventar tidligt, sikrede vi kvalitet og genkendelighed – og undgik spild.
Husets kantine er indrettet til at være i brug hele dagen – som frokostkantine, til større møder afgrænset af et let gardin og til mindre uformelle møder. Sikkerheden er tilrettelagt, så lokalet også kan lejes ud om aftenen og i weekenden, hvilket sikrer optimal udnyttelse af arealerne.
Stueetagen rummer et fleksibelt område, der kan afskærmes med lette gardiner og fungere som auditorium til større forsamlinger.
Bespisningareal i forlængelse af anretterkøkkenet.
Centralt i kælderens bade- og omklædningsrum er en kerne med seks bade.
Fra mørke kælderdepoter til lyse og attraktive bade- og omklædningsfaciliteter for alle husets brugere.
Omklædningsfaciliteter med lockers i kælderen.