Zøllnerhus

GENIAL MANUAL

Sammen med Kereby og SLKS har vi skabt et solidt og praktisk fundament for den løbende istandsættelse af Zøllnerhus.

Adresse

Nørrebrogade 174-176 2200 Kbh N.

Bygherre

Kereby

Areal

5500 m²

Færdiggjort

Fortløbende

Ydelser

Forundersøgelser / Registrering / Ansøgningsmateriale til SLKS / Udbudsmateriale / Manual for bevaring, genetablering og fornyelse

Det nu fredede Zøllnerhus er opført i 1934-36 af arkitekterne Charles J. Schou og Erik Kragh for brødrene Zøllner. Den helstøbte og velbevarede ejendom er et af de første jernbetonhuse i Danmark. Zøllnerhus er i sit formsprog og detaljering en fornem eksponent for funktionalismen, som den på daværende tidspunkt kom til udtryk i en dansk kontekst. Der er med andre ord meget her, der er værd at bevare. Samtidig danner huset ramme for et nutidigt liv i udvikling med sine boliger og butikkerne i stueetagen. En manual for istandsættelse favner de forskellige værdier og hensyn.

ET VIGTIGT VÆRKTØJ
For at skabe et overblik over Zøllnerhus’ værdier og sammenhæng i den fremtidige håndtering af bygningen, udarbejdede vi i samarbejde med bygherre og SLKS en manual, der skulle danne grundlag for alle kommende istandsættelser.

Manualen hedder ’Manual for bevaring, genetablering og fornyelse’, og vi har afprøvet den i forbindelse med istandsættelse af flere af lejlighederne. Med manualen i hånden har man et stærkt værktøj, der gør byggearbejdet og samarbejdet med håndværkerne nemmere i en byggeproces. Forståelsen og respekten for værdierne i bygningen bliver fremhævet og tydeliggjort, hvilket også giver beboere og lejere et tilhørsforhold til deres bolig.

VELOVERVEJEDE VINDUER
Et af projektets udfordringer var de originale stålvinduer, som Kereby gerne ville udskifte for at optimere indeklimaet og, paradoksalt nok, fremhæve bygningens historie. I en fredet bygning er det sjældent, at SLKS giver en sådan tilladelse, men efter en lang og grundig analyse af eksisterende vinduer, et forsøg med istandsættelse af eksisterende vinduer, udvikling af et nyt specialfremstillet stålvindue og et økonomisk overblik, blev det besluttet, at udskiftning var den rette løsning.

Ved at udskifte til det nye stålvindue, som vi udviklede i samarbejde med Københavns Smedeværksted, kunne vi fjerne de nuværende ikke-originale forsatsvinduer, og bygningen har dermed fået sit stramme, enkle facadeudtryk tilbage.

FINE, BEVAREDE DETALJER
De lejligheder, der er blevet istandsat i henhold til Manualen, fremstår med originale detaljer bevaret så vidt muligt, genbrug af fliser og nye korkgulve, der alt sammen skaber en stemning og fortælling om netop dette byggeri og dets tid.

Udover udvikling og ansøgning om nye stålvinduer til hele bygningen og istandsættelse af lejlighederne har vi stået for håndtering af påbud på blandt andet lyskasseriste, nedløbsrør og lejligheder, og vi har istandsat tagterrassen.

Zøllnerhus blev i 2025 på SLKS’ årlige restaureringskonference fremhævet som et godt eksempel på håndtering af fredede og bevaringsværdige ejendomme.

Læs mere her.
Kig gennem stuerne med nye korkgulve i lyse og mørke nuancer.
Det nye stålvindue med originalt greb.
Opslag i 'Manual for bevaring, genetablering og fornyelse’
Kig fra køkken gennem gang og ind på værelse. Gulvbelægning i køkkenet og på værelserne i sidebygningerne er planker.
Køkken med en blanding af nye og originale elementer og en afrenset køkkendør.
Originale køkkenelementer med greb.
Optimeret køkken sammensat af originale og nye dele jf. tegninger fra Manualen.
Gulvdetalje.
Kig ind til det lille toilet, hvor det runde vindue vender ud mod trappeopgangen. Terrazzogulvet er slebet, og fliserne er originale.
Overgang mellem originalt terrazzogulv og nyt korkgulv.